At miste en god ven – Kan det fortrydes?

0
327
At være i himlen

Nogle gange kan hjernen spille os et puds, men faktum er at der ikke findes en UNDO knap når du har mistet en ven.

Når man mister en god ven ved selvmord, går det op for en hvor meget vedkommende har fyldt i ens liv. Det værste er at når det sker pludseligt så står man bare der og ikke kan tro at vedkommende er væk for altid. I mit tilfælde har jeg mistet ret mange gode venner. Lige fra barndommen og frem til i dag og tomheden efter disse, selv efter 40 år er enorm.

Ofte går jeg i mine egne tanker og forsøger at huske de gode ting, jeg prøver at huske stemmer, smil og fælles oplevelser og jeg fanger tit mig selv i at smile over sjove episoder jeg har haft med disse mennesker. Der er dage hvor det er hårdt, især når det går op for en at det er endegyldigt, og man aldrig igen kan udveksle, dele og opleve livet på samme måde. Hvis jeg skal beskrive hvordan det føles så er det en lammende tomhedsfølelse, lidt en følelse af desperation over at man står alene tilbage i verden.

Uheldigvis har jeg personligt været ramt af en del tragedier siden vi var børn. Jeg føler selv at jeg er ret god til at takle dødsfald hos andre når dette sker. Jeg er ret god til ikke at gemme mig, og taler åbent med de påvirkede om dette. Men personligt står dette i meget skarp kontrast til den oplevelse jeg selv har, når man med alderen reflekterer over de mange ting man kunne ha oplevet sammen med de mennesker som er gået bort. Jeg syntes at det bliver mere og mere klaustrofobisk efterhånden som man når udenfor den alder hvor man bare kan give den gas og møde nye mennesker.

Man når en alder hvor man skal være voksen, og fungere som sådan. Man har fået børn som heldigvis er gode afledere fra de tankevirksomheder man tit og ofte kan havne i når man sidder alene. Jeg har en historie som jeg kort meget gerne vil fortælle om:

Jeg havde en rigtig god kammerat, som jeg både var fortrolig med og kunne dele alt med – Vi havde sådan ca. nogenlunde den samme opvækst og kunne når vi talte om tingene ofte nikke genkendende til mange ting. Lige fra opdragelse, søskende og til de sociale problemer mange familier slås med. Lige i dette tilfælde havde vi begge lignende traumer som jeg ikke vil uddybe og det har gennem de sidste 20 år båret os igennem gode og dårlige tider. Min ven blev desværre dårligere psykisk med tiden, og trods forsøg på hjælp fra flere kanter blev det bare være med årene. Han forsvandt helt i perioder, men min dør stod altid åben. Jeg tror at han forsøgte alt for at få en normal tilværelse og gemte sig for ikke at vise sine dårligste perioder. Jeg lærte aldrig at kende de samlevere, og vistnok en kone han havde på et tidspunkt. Jeg kender ikke årsagen og kan kun gisne om dette, men har en ret klar idé om det.

Der var et tidspunkt hvor tingene så lysere ud, men jeg opdagede hurtigt at dette ikke var tilfældet. Jeg sagde ikke noget og lod som om at jeg ikke bemærkede det for ikke at gøre ham ked af det. Efterhånden blev tingene ret dårlige, men han lyste altid op i mit nærvær og det virkede som om at han kunne finde en god støtte til at holde hans humør oppe når vi var sammen. Der var mange underlige og i mine øjne mærkelige ting de senere år. F.eks bemærkede jeg at han havde tiltagende fobi’er for de mærkeligste ting og kun 1 år før han tog sit liv blev jeg rent faktisk bange for ham, og hvad han “pønsede” på. Jeg kunne mærke en tydelig forskel i hans psyke, og det virkede i min optik som om at han havde fundet løsningen og bare ikke kunne finde ud af hvordan han skulle udføre det store exit.

Grunden til at jeg blev bange var en følelse af at jeg i værste tilfælde kunne “ryge med” – Hvordan ved jeg ikke, men jeg har en meget sær intuition og kan mærke på lang afstand hvornår jeg skal sige fra og under et år før han tog sit liv førte nogle episoder i mit liv til at jeg afskar ikke kun denne ven, men det meste af min omgangskreds for en periode. Noget var i gære, og jeg kunne mærke det helt ind i huden at “noget stort” ville ske. Jeg var meget utryg og ved ikke at være for tæt på følte jeg at jeg undgik fare på egen krop. Jeg havde det ikke godt med det og vidste, at det før eller siden ville ende som det gjorde og at jeg ihvertfald ikke ville stå alt for tæt på “begivenheden”. Ikke fordi at jeg flygtede, men min intuition siger mig at jeg på den måde undgik at blive involveret. I hvad, eller hvor vidste jeg ikke men jeg havde en meget stærk følelse af at jeg skulle holde afstand. Han spurgte mig direkte i en mail om jeg havde cuttet ham af som jeg har været overfor visse andre.

Jeg er nemlig frygtet for aldrig at give en “second chance” til folk som har skuffet mig, men det var absolut ikke tilfældet og jeg svarede udtrykkeligt tilbage at det ikke var sådan, men at jeg selv havde nogle udfordringer at slås med og gerne ville have ro i en periode. Det at jeg aldrig giver folk en ny chance hænger sammen med barndoms traumer, og det var velkendt blandt mine venner, men de gik ikke ligefrem rundt og frygtede udelukkelse som sådan, da der skal en meget vægtig grund til at man bliver uvenner med mig. Det var ikke noget vi snakkede om, og der var ingen grund til det.

Tilbage til min vens psyke, så blev det som skrevet før bare værre og jeg havde en rigtig dårlig fornemmelse af at det var meget tæt på enden og jeg isolerede mig fuldstændigt hjemme, hos min familie og undgik al social kontakt med omverdenen. Jeg lukkede ned for samtlige sociale medier lang tid før og var fuldstændig manisk, lidt ligesom at jeg var i gang med at gøre mig klar til at noget stort snart ville ske og at jeg allerede vidste at det ville ske. Det var kun et spørgsmål om få uger fra at jeg fik det sidste hint til at det skete. Hvad der udløste det aner jeg ikke – Jeg har mine teorier, men er ret irriteret over at jeg aldrig fik en afslutning i ord som det sker for mange. Han efterlod alt og alle uden et ord og det er altså ret hårdt hvis jeg skal sige det ligeud.

Jeg husker tydeligt dagen hvor jeg fik det at vide. Det var meget akavet – En anden ven havde taget et screendump af et Facebook indlæg fra vedkommende bror og sendt til mig over Skype. Der sad jeg så og måbende bare sad og så på billedet i meget lang tid før jeg reagerede. Jeg var målløs, og jeg blev ikke engang ked af det. faktisk var jeg lettet og gik roligt ud for at tænde en smøg udenfor og lige nævnte dette for konen (som iøvrigt holdt utroligt meget af ham) på vejen ud. Det hele var uvirkeligt og jeg kunne ikke engang blive gal. Det virkede som var det den naturligste ting som var sket og at det nok skulle gå. Han havde fået fred, fred fra det helvede hans hjerne gennemlevede og fred ..bare fred.

Jeg ved hvornår det skete, for aftenen før havde jeg en oplevelse som jeg ikke kan forklare. Lignende oplevelse er kun sket da jeg mistede min far i en ung alder. Jeg gik den aften tidligt i seng, hvilket jeg aldrig gør. Jeg mener at klokken var lidt over 21 og her ville jeg skifte trøje, men fortrød og tog den af igen fordi at den strammede ubehageligt om halsen. Det har den aldrig gjort og det mest underlige var at den trøje jeg havde erhvervet i Florida hvor min ven også købte den samme hos Hooters hvor en af vores venners dame arbejdede. Jeg brugte den sjældent da det i mine øjne var et klenodie, men lige den aften strammede den så ubehageligt om halsen at jeg tog den af igen, og tog en helt tredie på og gik i seng med en underlig følelse af at noget ekstraordinært var ved at ske og at jeg derfor skulle være udhvilet.

Mens jeg skrev denne artikel kunne jeg ikke gemme artiklen og editoren sagde at forbindelse var mistet, men der var intet galt med det twitch.tv som også kørte og da jeg ville tage et udsnits-screendump var alt i orden igen. Ikke fordi at jeg er overtroisk, men jeg måtte trække på smilebåndet og tænke på min gamle ven, som nok sad på den anden side og drillede som kun han kunne finde på 🙂

Nu er der gået næsten 2 år siden det skete og savnet er der. Jeg har været nede og besøge hans gravsten 3-4 gange siden stenen kom på i januar 2018, men jeg kan ikke skælde ud og ryger egentlig bare en smøg som vi altid gjorde. Vi røg meget hver især og havde mange gode grin når vi stod udenfor næsten hvert kvarter og røg. Han var en festlig fyr, men top god humor og rigtigt mange gode ideer.

I dag har jeg erkendt at han aldrig kommer tilbage, og selvom savnet er stort er det man lægger størst mærke til, tomrummet. At man er nået en alder der siger en at man ikke kan opbygge samme type venskab med nye er frustrerende, meget frustrerende. Jeg søger ikke medynk, men jeg er godt træt af den skæbne jeg har fået i mit liv hvor jeg har mistet de fleste af mine allerbedste venner på så tragisk vis og jeg stadig står tilbage og kan fange mig selv i at smile over de gode oplevelser. Jeg kan nogle gang gå så langt at jeg snakker med min ven når jeg kører alene i bilen. Det virker ofte som om at han er der og jeg er ikke i tvivl om at der findes mere mellem himmel og jord, for det har jeg oplevet for mange sære ting til ikke at tro.

Man kan fortryde mange ting, men det gør ikke at de mistede kommer tilbage. Det eneste råd jeg kan komme med er, at man skal leve mens man lever og få det bedste ud af det, behandle sine medmennesker godt og undlade at gøre ting man vil fortryde senere.

Jeg er en af dem som aldrig har fået en afslutning på en eneste af mine venner eller nær familie. Det kan pine mig, men på den anden side så er alt blevet sagt mens de var i live og det må jeg bare acceptere. Det gør jeg, og kan bruge dette når jeg taler med andre som har mistet. Husk hellere på de store ting som skete mens de var i live end at dvale over de sidste desperate tanker vedkommende måtte have haft i sekunderne før alt blev mørkt.

Der er kommet en artikel på DR med et godt eksempel på dette. Den har dog intet med ovenstående artikel at gøre, men relevansen og måden den er skrevet på er god. Læs den her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/william-doede-ikke-han-begik-selvmord

Hvis du selv går med selvmordstanker kan du ringe til livslinjen på 70 20 12 01.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her