Bonomo formøblede stort chiplead i Limit-verdensmesterskab

Pokerstjernen Justin Bonomo havde et stort chiplead, da finalen gik i gang ved verdensmesterskabet i Limit Hold’Em, men det endte med kun at være nok til en tredjeplads.

Den amerikanske highroller Justin ‘ZeeJustin’ Bonomo er en af verdens største pokerstjerner. Han har gennem karrieren livecashet for over $9 millioner, hvor det blandt andet er blevet til en WSOP-sejr. 

I går og i nat har han så jagtet sit andet bracelet ved Event 50 $10.000 Limit Hold’Em Championship.

Han havde rigtig fine chancer for at hente sin anden sejr inden finalen, da han med 11 mand tilbage var stor chipleader, men det hjalp ham dog ikke i mål.

Han blev overhalet indenom af Ben Yu og Jesse Martin, der begge kom længere end Bonomo. Yu ekspederede Bonomo ud på tredjepladsen, hvilket betød, at vinderen skulle findes mellem Yu og Martin. Tredjepladsen gav dog ‘ZeeJustin’ et godkendt cash på $130.480.

Afgørelsen mellem de to blev en lang affære. Heads-uppen tog over tre timer, hvor det til sidst var Ben Yu, der kunne strække armene i triumf. Han tog førstepræmien på $291.456 og sit første bracelet, mens Jesse Martin måtte nøjes med $180.114. 

Navigate