Brite lægger sig i stilling til at vinde ‘det rigtige VM’ for anden gang

Matthew Ashton er vice-chipleader efter tredjedagen af WSOP Players Championship. Han kan blive den blot anden til at vinde turneringen to gange.

For to år siden brød den unge brite fra Liverpool, Matthew Ashton, pludselig igennem med en andenplads i en WSOP Seven Card Stud Hi/Lo-event for siden at vinde den højst prestigefyldte $50.000 Players Championship for over $1,7 millioner.

Siden er det ikke meget man har set til den nu 27-årige Ashton, der da også primært er cashgame-spiller. Men nu viser han sig igen frem ved årets udgave af Players Championship.

Efter tre dage er feltet blevet barberet ned fra 84 til 19 og Ashton indtager en andenplads i chipcounten i jagten på at blive den anden dobbelte vinder af turneringen efter Michael Mizrachi.

Pudsigt nok blev Mizrachi sidste spiller ude af turneringen på dag 3, da han røg på en 20. plads. Bødlen var Matthew Ashton.

Turneringen, der grundet prestigen kaldes for ‘det rigtige VM’ føres an af Abe Mosseri, der blev firer i sidste års udgave.

I top-5 finder vi desuden Mike Gorodinsky, der allerede har hentet en anden- og en tredjeplads ved årets WSOP.

Chipcounts (19 spillere af 84 startende):

1. Abe Mosseri 1.201.000
2. Matthew Ashton 1.068.000
3. John Racener 1.030.000
4. John Monnette 948.000
5. Mike Gorodinsky 945.000

Det spiller de om (84 deltagere á $50.000):

1. $1.270.086
2. $784.828
3. $514.926
4. $353.928
5. $251.314
6. $184.222

7.-8. $139.265
9.-10. $110.073
11.-12. $87.010

Artikelfoto: WSOP.com.

Navigate