Busquet vandt og sendte JC Alvarado på hospitalet

Heads Up-hajen Olivier Busquets overraskede og trak sig sejrrigt ud af nattens MMA-fight mod pokerkollegaen JC Alvarado.

MMA-grudgematches mellem pokerspillere er efterhånden lige så populære som et slag kinapoker.

 

Kort før nytår mødtes Brian Rast og Sorel Mizzi på kanvassen i Syndicate MMA Gym i Las Vegas, og i nat var det så Olivier Busquets og JC Alvarados tur til at klaske sammen samme sted.

 

Busquet havde $120.000 på spil, mens Alvarado havde lagt $150.000. På trods af rollen som underdog, lykkedes det dog for Busquet at hive sejren hjem i en intens herrefight, hvor blodet flød i stride strømme fra begge kombattanter.

 

– Vi gjorde det! Tak fra bunden af mit hjerte til alle dem som støttede mig. Jeg har så meget respekt for @JCAlvarado1, skrev Busquet på det sociale medie Twitter efter sejren.

 

Samme sted viste JC Alvarado storhed i nederlagets stund, på trods af han måtte en tur på hospitalet for at tilses af en læge:

 

– Min største frygt var ikke at vise mod. Jeg kunne ikke præstere, hvad jeg ved, jeg kan, men jeg er udskrevet fra hospitalet med et stort smil på mit grimme fjæs.

 

Du kan se matchen her nedenfor. Videoen er filmet fra tilskuerrækkerne og kvaliteten er ikke i top. Ikke desto mindre giver den et meget godt billede af matchens intensitet.

 

Navigate