Danske Spil opgraderer livestream-setup’et i forbindelse med DM

Man begynder så småt at kunne ane DM ude i horisonten. Når det går løs i november, så bliver det med et nyt og bedre livestream setup.

Dansk Pokers svar på Carsten Werge og Per Frimann – de to kommentatorer Dennis Krog og Rasmus ‘Jungleras’ Nielsen – er efterhånden gået hen og er blevet en institution med deres livestreamkommentering i forbindelse med DM i Poker.

 

Igen i år sidder de to gæve gutter klar bag mikrofonerne, men Dennis Krog må finde sig i, at ‘Jungleras’ i forbindelse med sit job som VIP & Event Manager hos Danske Spil også har andre forpligtigelser, og derfor komme til at spille med løbende udskiftning i kommentatorboksen. Faktisk kommer han til at tilbringe mere tid på gulvet end i kommentatorboksen.

 

– På kommentatorfronten har vi hyret Dennis Krog igen, og hvem ekspertkommentatoren bliver i år er ikke besluttet endnu – men det bliver ikke undertegnede. Jeg kan dog nok ikke holde mig væk fra streamet alt for længe af gangen, så kommer naturligvis ind som gæst med jævne mellemrum, fortæller ‘Jungleras’ til Pokernyhederne.

 

Det er ikke den enesteændring i forhold til livestreamet fra sidste år. Produktionsholdet er også blevet skiftet ud. Og det er en god ting, fortæller ‘Jungleras’.

 

– Efter to rigtig gode oplevelser med Livestream til DM og DSMPT har vi besluttet at opgradere i år. Så vi har hyret et endnu bedre team ind til at stå for livestreamet og kommer til at streame både på Youtube og Twitch i vanlig stil med konkurrencer, analyser, gæster og masser af pokersnak.

 

Finalen i DM i Poker spilles fra d. 26 november. Hvordan du kan kvalificere dig for en billig skilling på Danske Spil eller på kasinoerne rundt om i landet, det kan du læse mere om her.

Navigate