Danske Spil udbetaler millioner ved en fejl: Lader vinderne beholde pengene

Det statsejede spillemonopol kom i sidste måned til at udbetale for store gevinster til to kunder. Nu står de ved fejlen og lader spillerne beholde pengene.

Man må føle sig svineheldig, når man opdager, at man har vundet 115.000 kroner i lotto. Men hvad så, når man i stedet for de 115.000 får udbetalt en million kroner?

Omtalte scenarie fandt i sidste måned sted for ikke bare én, men to Danske Spil-kunder. De havde hver vundet 115.000 kroner i Danske Spils Onsdags Lotto, hvilket de blev informeret om per telefon.

Siden fik de dog begge et bekræftelsesbrev fra Danske Spil, hvor der fejlagtigt blev skrevet, at gevinsten lød på en million kroner. Millionen fik vinderne også sat ind på deres respektive konti, inden de blev bedt om at tilbageføre de ekstra penge fra 115.000 kroner og op til millionen.

Det kan de to heldige vindere nu roligt glemme alt om. De får nemlig lov til at beholde hver eneste krone selv.

Det sker, efter at Danske Spil har vurderet sagen igen, og besluttet at lade vinderne beholde pengene, blandt andet på baggrund af, at pengene havde været tilgængelige på vindernes konti i omkring to uger inden Danske Spil blev opmærksom på fejlen. Det skriver det danske spillefirma i en pressemeddelse.

– På den baggrund har Danske Spil besluttet pr. kulance at lade spillerne beholde det udbetalte million-præmiebeløb, og denne beslutning vil Danske Spil nu meddele begge spillere, udtaler Danske Spil.

Navigate