Dansker jagter live-sejr i Tjekkiet

Danskerne befinder sig ganske godt i ‘pokerbyen’ Rozvadov, hvor Mick Heder i dag spiller finalebord i en turnering stablet på benene af Philipp Gruissem og Liv Boerees velgørenheds-projekt.

Ud af nærmest ingenting har den lille tjekkiske by nær grænsen til Tyskland, Rozvadov, vokset sig til et stort tilløbsstykke for pokerspillere takket være det populære Kings Casinos pokerrum, der drives af den karismatiske rigmand Leon Tsoukernik.

Også de danske pokerspillere har af flere omgange – og med succes til følge – lagt vejen forbi Rozvadov. Så sent som for nylig, da der blev spillet WPT National.

Det er nu blevet afløst af en turneringsserie arrangeret af Raising for Effective Giving (REG), der er et velgørenhedsprojekt stablet på benene af blandt andre pokerproerne Igor Kurganov, Liv Boeree og Philipp Gruissem.

Her er højdepunktet en meget velbesøgt €250-turnering. Den er nået til sit finalebord og minsandten om ikke vi har en dansker i Mick Heder i blandt.

Finalebordet spilles i disse timer. Heder er allerede sikret en tidobling af sit indskud i form af et cash på €2547, men med udsigt til meget mere, hvis sejren kan hives i land.

Chipcounts (10 spillere af 985 startende):

1. Karol Janiszewski 4.595.000
2. Alexander Schwarzmann 4.285.000
3. Ludovit Fischer 4.105.000
4. Martin Widmann 3.550.000
5. Marcel Baskharon 2.745.000
6. Michael Hubert Gattinger 2.430.000
7. Mick Heder 2.155.000
8. Michael Waldmann 2.125.000
9. Jan-Peter Jachtmann 1.605.000
10. Jonas Borgartz 1.300.000

Det spiller de om (985 deltagere á €250):

1. €39.540
2. €24.196
3. €17.286
4. €13.090
5. €10.417
6. €7996
7. €5783
8. €3946
9. €3131
10. €2547

Artikelfoto: Mick Heder fanget af Pokernyhedernes fotograf under Danske Spil WPT Vejle 2014.

Navigate