Danskerne er stemplet ind i pokerens midlertidige hovedstad

Fem danske pokerprofiler er mødt ind i Prag, hvor der spilles pokerfestival de næste to ugers tid. Heriblandt er Danmarks varmeste live-turneringsspiller.

Den seneste håndfuld år har Barcelona, Las Vegas og Prag været i skarp konkurrence at være den destination, der kan lokke flest danske pokerchefer til sig.

I disse dage skal Prag forsøge at tage titlen og den tjekkiske hovedstad er startet godt ud.

Pokerfestivalen i Prag er i gang med sit første højdepunkt, WPT Prag, hvor hele fem danskere gik videre fra dag 1B i går.

Læs også: På mandag bliver Prag poker-hovedstad

Hvor ingen danskere klarede sig videre fra en lille dag 1A kunne Rasmus Agerskov føre den rød-hvide kvintet videre som dansk chipleader på den anden startdag.

Udover den tredobbelte DM-finalist er Frederik Brink, Morten ‘VM’ Mortensen og Søren ‘YukoEgawa’ Smith Hansen videre foruden tidens varmeste dansker.

Der er naturligvis tale om Johnny Mehl, der er en omrejsende herre for tiden.

I løbet af den seneste måned er han blevet nummer syv ved Malmø Autumn Poker Week Main Event, nummer tre ved WSOP Circuit Rozvadov Main Event og senest nummer otte ved Master Classics of Poker i Amsterdam.

Den vilde rensestime betød, at han ikke havde tid til at stille op ved årets danmarksmesterskaber i poker i sidste måned.

WPT Prag koster €3500. Den fortsætter med dag 2 i dag.

Chipcounts dag 1B (112 spillere af 173 startende):

1. Joshua Cranfield 176.400
2. Yingui Li 116.000
3. Byron Kaverman 108.800
4. Pierre Chevalier 105.000
5. Remigiusz Wyrzykiewicz 101.500

Rasmus Agerskov 65.000
Frederik Brink 46.000
Johnny Mehl 37.500
Morten ‘VM’ Mortensen 26.600
Søren Smith Hansen 18.600

Artikelfoto: Fra venstre Morten ‘VM’ Mortensen, Rasmus Agerskov, Søren Smith Hansen, Johnny Mehl og Frederik Brink.

Navigate