De sidste finalister fundet ved Summer Tour

Gårsdagens to starter ved Summer Tour gav yderligere 23 finalister, hvilket bringer det samlede antal op på 64.

Pokerrummet på Casino Munkebjerg har over de seneste dage været godt fyldt op i forbindelse med, at de har afholdt Four Seasons-turneringen Summer Tour.

I går var det tid til at finde de sidste finalister til dagens finale. Spillerne havde i går muligheden for at stille op til to starter, da der var planlagt både Dag 1D1 og 1D2.

Til gårsdagens første start stillede 79 spillere op. Da røgen havde lagt sig, sad syv mand tilbage, hvor Bjarne Mogensen kunne prale af den største stack med 226.500 chips. Den rutinerede danske livehaj Frank Gersby gik også videre, men det var med en stack på kun 19.100, så han skal have arbejdshandskerne på til dagens finale.

Dag 1D2 tiltrak 138 entries, og der resterede 16, da der var blevet spillet de 13 levels. Klaus Sørensen sluttede i 192.400 chips, hvilket var det største for den sidste start. Det gik også rigtig godt for turneringsspecialisten Rasmus Vogt, som sluttede i 122.000. Derudover spillede Anders Kjellerup, Kim Velbæk, Lars Willsen og Mike Talebi sig også videre.

Der har i alt været hele 635 spillere i gennem sluserne ved dette års Summer Tour. 64 af dem skal således spille finale på Munkebjerg kl. 13.00 i dag. Jan Henriksen er klar chipleader med sin monsterstack på 312.400 chips.

Pokernyhederne vil som sædvanlig liveblogge direkte fra finalen kl. 13.00 i dag.

Navigate