DM-2’er Peter Fredborg: – Kim var ikke med på min plan

I 2011 vandt han. I søndags var han tæt på at gøre det igen. Peter Fredborg fortæller om sin vej til andenpladsen ved DM i online poker.

Da DM i online poker sidst blev afholdt i 2011, vandt Peter Fredborg titlen, og søndag var han med en andenplads meget tæt på at gentage triumfen.

 

Vi har talt med 33-årige ’Peter F 9000’ Fredborg om turneringen.

Alternativ forberedelse

– Hvor mange gerne vil forberede sig på den lange grind ved onlinebordene ved at udføre diverse ritualer i form af enten motion, søvn eller andet, måtte min forberedelse blive anderledes denne søndag, fortæller Fredborg.

 

– Jeg kommer til Frederikshavn en lille time før start, efter en mere end 18 timers rejse fra Lima i Peru, hvor jeg lige har afsluttet to ugers forretningsrejse. Jeg når derfor blot at spise med konen og datteren, inden jeg sætter mig for at vinde ODM og derved forsvare min titel, fortsætter han.

Kortdød før final table

Vejen til finalebordet er der ikke meget at berette om, siger Fredborg.

 

– Da vi derimod kommer på 3 borde, føler jeg, at jeg får succes ved at lægge en smule mere pres på i forskellige situationer, hvor jeg får lov at tage ned med mine 3-bets og c-bets, fortæller 2011-mesteren i online poker.

 

– Desværre er jeg totalt kortdød de sidste pladser op til FT og i starten af FT, som gør, at jeg desværre aldrig sætter mig i en position, hvor jeg kan for alvor udgøre en større trussel, uddyber han.

Klar strategi for spillet på finalebordet

På final table tog Fredborg bestik af situationen og tilpassede sit spil efter modstanderne.

 

– Når jeg ser finale bordet igennem, er det fyldt med profiler og velkendte navne. Jeg har naturligvis stor respekt for disse yderst dygtige spillere, men forsøger at tilpasse mit spil herefter og forsøger at undgå de store “”skummere”” imod disse på det tidlige finalebord, siger han.

 

– Vi går relativt hurtigt på 8, men herefter går det langsomt. Jeg føler at tiden fra 8-5 er utrolig lang, og at vi alle skiftes til et chiplead, uden at nogen på noget tidspunkt stikker af. Enkelte synes at være mere aktive end andre og forsøge at udnytte deres sikkert større erfaring, påpeger han.

 

– Personligt forsøger jeg at spille tilbage herpå, men kommer aldrig helt igennem og må i flere tilfælde folde af i selvbragte situationer, som jeg ikke kunne stå ved, forklarer Fredborg.

 

– Da vi er 5 tilbage, håber jeg på at kunne ende heads up mod Kim. Dette er uden at kende til Kim eller hans spillestil, men kun set i lyset af de større profiler, der er tilbageværende, og det faktum, at Kim på det tidspunkt havde været den mindst aktive ifølge mine iagttagelser, uddyber han.

Vil være aggressiv heads up

– Da vi så ender heads up er planen klar: åbn en masse pots, læg pres på, og tag ned, fortæller Peter Fredborg.

 

– Det skulle vise sig, at Kim ikke på noget tidspunkt var med på den plan, da han tilsyneladende ikke ville give chips fra sig uden kamp. Der bliver kaldt en masse op, limpet en masse og set en del flops, siger han.

 

– Det frustrerer mig desværre en smule, og jeg ender med at tage en del underlige spots, store openshoves osv. Det går meget stærkt, og chipsene flyver frem og tilbage. Klokken var naturligvis mange, og efter den lange rejse forinden ville en del af mig naturligvis gerne have den afsluttet – dog med et andet resultat, beretter han.

 

– I den afgørende hånd får jeg igen lov at se et flop, efter der bliver kaldt til mig. Jeg ender mig at ramme bund par samt flush draw. Den går check-check på floppet. På turn falder en 2’er, som giver mig to par til mit flush draw. Jeg har ham på den nøgne konge, som desværre rammer på river, hvor pengene kommer ind, fortæller han.

Kims sejr var fuldt fortjent

– Desværre lykkedes det ikke at forsvare min titel fra 2011, og det er naturligvis yderst trist, når man ender heads up om sejren, men sådan er det. Foruden heads up, som jeg ønsker at have grebet en smule anderledes an, er jeg godt tilfreds med mit spil igennem hele turneringen, konkluderer Peter Fredborg.

 

– Stort tillykke til Kim, fuldt fortjent. Vi ses næste år, afslutter den nordjyske DM-specialist.

Navigate