EPT-vinder triumferer efter vild finale ved traditionsturnering

Den tidligere EPT London-vinder Ruben Visser vandt i nat dette års Master Classics of Poker. Det gjorde han foran et finalebord med hele tre tidligere vindere.

Den hollandske traditionsturnering, Master Classics of Poker, har kørt siden 1993, hvilket har medført en del Main Event-vindere, heriblandt danske Jan V. Sørensen.

Derfor ville det ikke være så mærkeligt, hvis bare en enkelt af de tidligere vindere var blandt finalefeltet ved dette års udgave. Man kunne dog finde hele tre blandt gårsdagens 12 finalister. Det var endda de sidste tre års vindere, David Boyaciyan, Ole Schemion og Noah Boeken.

Sådan en finale ser man ikke hver dag, og de havde alle mulighed for at skrive historie som den første dobbelte MCOP-vinder nogen sinde. 

Noah Boeken havde ikke håbet i behold i ret lang tid, da han røg i den absolut første hånd for dagen. Det tyske vidunderbarn Ole Schemion fik en syvendeplads, mens David Boyaciyan kom til den afgørende heads-up.

Her stod han over for ganske kompetent modstand. Den tidligere EPT London-vinder Ruben Visser sad nemlig på den anden side af bordet. Han viste sig også for stor en mundfuld for Boyaciyan, som måtte tage til takke med andenpladsen og de dertilhørende €178.000 efter en deal. Han måtte dermed også vinke farvel til at skrive sig i historiebøgerne i år. 

Ruben Visser fik derimod sin næststørste sejr nogen sinde med sit cash på €225.000. 

Navigate