Hobbyspiller giver Hellmuth igen: Jeg har lov til at sige lige hvad jeg vil

‘The Poker Brat’ får for en sjælden gangs skyld modspil i et nyt afsnit af cashgame-showet Poker Night In America.

Ikke et pokerår uden en god håndfuld mindeværdige tv-klip med Phil Hellmuth som omdrejningspunktet. Og nu får vi et her på falderebet.

I et nyt afsnit fra tv-cashgamet Poker Night In America får den altid åbenmundede Hellmuth på puklen af en lokal amatør fra delstaten Maryland, der er blevet inviteret med – og til og med er den største vinder med over plus $20.000.

Joe ‘Dumpster Joe’ Butts, som vedkommende hedder, udleverer tilsyneladende en række stikpiller til den 14-dobbelte WSOP-vinder uden for mikrofonernes rækkevidde, hvilket går Hellmuth på nerverne.

– Oh my god, Joe, kommenterer du nu også på pokeren? Det er en ting, at jeg skal lytte til dig lave sjov med mig i hver hånd, siger en tydeligt irriteret Hellmuth inden han bliver afbrudt af Butts, der siger, at han hellere vil gamble end snakke.

– I’m not a gambler, I’m a poker player, replicerer Hellmuth, hvorefter han fortsætter,

– Jeg har ikke noget i mod, at du hele tiden laver sjov med mig, men lad være med at kommentere på poker.

– Jeg har lov til at sige lige, hvad jeg vil, lyder svaret fra Butts.

Du kan se afsnittet herunder. Butts og Hellmuth kommer i verbal clinch efter 50 sekunder.

Navigate