Kim Velbæk: – Handler om kort og nosser!

Casino Munkebjerg-reg’en Kim Velbæk vandt sent i nat/tidligt i morges Online DM, efter et finalebord, hvor hobbyspilleren satte de tunge onlinespillere på plads.

Store navne som Rasmus Agerskov, Tue Ullerup, Bo Kjær Erichsen og Thomas Quaade ramte i nat finalebordet i Online DM på Danske Spil, men i sidste ende lykkedes det pensionisten og hobbyspilleren Kim Velbæk at snyde pro’erne for sejren.

 

– Jeg fik vundet en masse flips undervejs. Og selvom jeg sad stille længe, så fik jeg også givet den gas på visse tidspunkter. For at sige det lige ud, så handler det jo om at få kortene og have nosser, lyder det med et grin.

 

I turneringens begyndelse var der ellers ikke noget, der tydede på, at Casino Munkebjerg-reg’en skulle stryge til tops.

 

– Jeg fik es-konge et par gange, men de fik klask konstant, så jeg var nede og vende i 900 chips, inden det igen begyndte at gå den rigtige vej, fortæller han til Pokernyhederne med træthed i stemmen.

 

Ikke megen søvn

 

Turneringen sluttede klokken 5.45, og fra klokken 07.00 er lykønskningerne strømmet ind, så det er ikke blevet til meget søvn for den nykårede mesters vedkommende.

 

– På finalebordet sad vi fire-fem stykker med cirka samme stackstørrelse, mens de andre havde det dobbelte. Da vi nåede ned på seks mand, stod spillet stille i rigtig, rigtig lang tid, men da der første kom hul på bylden, så gik det virkelig stærkt. Pludselig var vi kun tre mand tilbage.

 

Hidsig heads up

 

Kim Velbæk sendte Thomas ‘Never_Tilt’ Quaade ud på tredjepladsen, og så var det ellers tid til heads up mod Online DM-vinderen fra 2011, Peter ‘PeterF9900’ Fredborg. En dyst, hvor der blev gået til stålet fra første hånd.

 

– Det gik rimelig friskt til, lyder det fra Kim Velbæk med vanlig jysk underdrivelse.

 

Heldigt riverkort

 

Afgørelsen faldt, da Kim Velbæk fangede to par på river og dermed toppede ‘PeterF9900’s to højere par og bustede flushdraw.

 

– Jeg var sgu heldig, at få den otter på riven. Og jeg snapper selvfølgelig, da han skubber. Inden da var det gået meget frem og tilbage, og det kunne være gået begge veje.

 

Kim Velbæk ved endnu ikke, hvordan sejren skal fejres, men om en uge går turen til Rozvadov, hvor der nu er lidt mere at skyde med, og så er han med sejren sikret et buy in til Live DM i København.

 

– Men mon ikke jeg samler gutterne på et tidspunkt, og så må vi se, hvad der sker, griner den glade vinder.

Navigate