Mizrachi-brødrene henter WSOP-bracelet nummer seks

Robert Mizrachi kravler op på siden af sin lillebror, således, at det pokerspillende brødrepar nu har hver tre WSOP-armbånd.

Vi skulle kun frem til årets tredje WSOP-event før vi så den første i forvejen kendte profil nuppe et nyt WSOP-armbånd til samlingen.

Der er tale om Robert Mizrachi, der var eneste spiller på finalebordet ved Event 3 ($1500 Omaha Hi/Lo), der i forvejen havde et WSOP-armbånd.

Faktisk havde Mizrachi to af pokerens fineste smykker på samvittigheden og kunne efter en headsup-sejr over musikeren og semiproen fra Oregon, USA, Jacob Dahl, føje nummer tre til CV’et.

Det bringer Robert Mizrachi op på siden af sin to år yngre lillebror Michael Mizrachi, der også har tre WSOP-sejre at prale af.

Robert Mizrachi vandt sit første WSOP-armbånd i 2007 og sit andet så sent som sidste år, hvorfor gårsdagens sejr giver ham to år i træk med WSOP-triumfer.

Som en anden lille sidenote kan det nævnes, at de to Mizrachi-brødre i indeværende årti kun har gået gennem 2013 uden en af dem er steget til tops i WSOP-regi.

1. Robert Mizrachi $251.022
2. Jacob Dahl $155.333
3. Don Zewin $97.185
4. Ryan Himes $70.540
5. Dominick Cuzzi $52.075
6. James Juvancic $39.037
7. Nguyen Tran $29.693
8. Bruce Levitt $22.889
9. Thomas Taylor $17.883

Artikelfoto: Jayne Furman for WSOP.com.

Navigate