Nervepirrende Player of the Year-ræs skal igen afgøres udenfor Vegas

For andet år i træk er der spænding til det sidste om, hvem der skal blive årets WSOP-spiller. Favoritten droppede Main Event.

Sidste år var vi vidne til en af WSOP-historiens mest nervepirrende afgørelser om Player of the Year-ræset, der først blev afgjort i oktober, da George Danzer måtte vinde en WSOP APAC-event for at hive sejren i land foran Brandon Shack-Harris.

I år kan et lignende scenarie finde sted. Efter WSOP i Las Vegas fører Mike Gorodinsky, der blandt andet vandt $50.000 WSOP Players Championship, men amerikaneren kan ikke vide sig sikker før WSOP Europe i Berlin er afgjort til oktober.

Godt nok har Gorodinsky et forspring på næsten 200 point ned til Brian Hastings på andenpladsen, men derefter følger Anthony Zinno, Paul Volpe og Shaun Deeb alle med realistiske muligheder for at udfordre Gorodinsky.

Deeb på femtepladsen er således 354 bag Gorodinsky. For at sætte det i perspektiv vil et finalebord ved WSOPE Europes første event, en €2200 Six Handed NLHE-turnering, give mindst 219 point, hvis 300 spillere stiller op. En sejr er 320 point værd.

Selvom intet er overstået valgte Gorodinsky ikke at stille op ved WSOP Main Event med chancen om at forlænge forspringet til forfølgerne. Dog af en sympatisk årsag. Han skulle nemlig til en vens bryllup.

– Jeg sætter altid livet over pokeren som en prioritet og der er tale om en af mine bedste venner. Jeg er højst sandsynligt i Berlin til WSOP Europe, skrev Gorodinsky på Twitter om årsagen til at droppe årets største pokerturnering, da ingen ringere end Doyle Brunson satte spørgsmålstegn ved Gorodinskys manglende tilstedeværelse.

Sådan ser WSOP Player of the Year-stillingen ud inden WSOP Europe, der begynder den 8. oktober:

1. Mike Gorodinsky 2157 point
2. Brian Hastings 1961 point
3. Anthony Zinno 1942 point
4. Paul Volpe 1889 point
5. Shaun Deeb 1803 point

Artikelfoto: WSOP.com.

Navigate