Online-legende på rekordtogt jagter Gus Hansen

Darren Elias og Jonathan Little kæmper begge – endnu engang – om at blive indlemmet i en af pokerens mest prestigefyldte klubber, der blev oprettet af danske Gus Hansen for over 10 år siden.

Tilbage i 2004 blev Gus Hansen en sand verdensstjerne i pokermiljøet, da han som den første vandt tre WPT-titler.

Senere samme år vandt Carlos ‘The Matador’ Mortensen sin første WPT-titel, hvorefter der skulle seks år inden amerikaneren med de spanske rødder med titel nummer tre kunne melde sig ind i Gus-klubben som den blot anden.

Tidligere på året fik vi så klubbens medlem nummer tre i Anthony Zinno – og allerede i denne weekend kan indlemmelse nummer fire finde sted.

Ved WPT Borgata Poker Open i amerikanske New Jersey er man nået ned på 25 spillere og to af dem er allerede i forvejen dobbelte WPT-vindere. Det drejer sig om Jonathan Little og Darren ‘darrenelias’ Elias.

Skulle Elias gå hen at vinde turneringen vil han slå yderligere en rekord, da han i så fald har formået at vinde tre WPT’er på under 13 måneder.

Rekorden holdes lige nu af Anthony Zinno, der i februar hentede titel nummer tre inden for 17 måneder. Da Gus Hansen klarede bedriften for over et årti siden skete det inden for 19 måneder.

Da Elias sidste år vandt sin første WPT var det i øvrigt – pudsigt nok – 2014-udgaven af netop WPT Borgata Poker Open, hvorfor han altså også er på back-to-back-jagt.

Det er aldrig lykkedes nogen at vinde den samme amerikanske WPT to gange.

Vi slutter denne lille statistikopremsning af med at fortælle, at Elias desuden nu har cashet ved 10 ud af de seneste 15 nordamerikanske WPT Main Events.

Chipcounts (25 spillere af 1027 startende):

(Blinds 10.000/20.000-3000)

1. David Paredes 2.580.000
2. Maurice Hawkins 2.570.000
3. Jean Gaspard 2.569.000
4. Jean-Pierre Sevigny 2.135.000
5. Roman Valerstein 1.853.000

13. Darren Elias 1.072.000
17. Jonathan Little 850.000

Det spiller de om (1027 deltagere á $3300+$200):

1. $723.227
2. $434.598
3. $262.994
4. $220.258
5. $180.808
6. $146.291
7. $116.704
8. $88.761
9. $60.817

10.-12. $39.449
13.-15. $27.943
16.-18. $18.081
19.-25. $14.793

Navigate