Pokerchef-deltager shipper Vegas-turnering – to gange!

Martin Fromberg Andersen vandt ikke den officielle titel som Pokerchef på Danske Spil Pokers Las Vegas-tur, men han imponerede alligevel med to turneringssejre i træk – i samme turnering.

Titlen som Danske Spil Pokers Pokerchef anno 2015 gik som tidligere nævnt her på Pokernyhederne til DM i Holdpoker-vinderen Kenneth Tømming.

Læs også: Hold DM-vinder er Danske Spil Pokers nye Pokerchef

Men vi tør alligevel godt tage bladet for munden og sige, at det var en anden deltager, der imponerede allermest ved turneringsfilten.

Martin Fromberg Andersen, der var med på Pokerchef-turen for andet år i træk, brugte nemlig de to sidste dage af Las Vegas-turen til at spille lidt turneringspoker på Ceasars Palace.

Og det viste sig at være en ganske god idé. Søndag vandt han nemlig en $125-turnering med godt 30 deltagere til start og sikrede sig dermed en førstepræmie på omkring de $1100.

Og sørme om ikke Martin Fromberg Andersen fulgte op på sejren ved at spille den samme turnering på Ceasars Palace om mandagen – og endnu engang strøg han helt til tops!

Den anden rappe turneringssejr gav $1200 i førstepræmie, og selvom det måske ikke er cashes i den helt tunge størrelsesorden, så er det alligevel imponerende at lukke to turneringer.

Selv var Pokerchef-deltageren da også godt tilfreds.

– Det er da en fin måde at slutte turen af på. Jeg synes, jeg spillede fint og fik lagt pres på de andre. Der er rigtig mange dårlige spillere med i de turneringer, så man kan få lov til ret meget uden at de adjuster. Men man skal selvfølgelig også være heldig, erkender Martin Fromberg Andersen, der også cashede i Pokerchef-turneringen på Aria og altså må siges at have haft en fin tur til Las Vegas på Danske Spils tur.

Sammen med resten af Pokerchef-sjakket fik han i øvrigt dansk grund under fødderne sent tirsdag aften dansk tid efter en lille uge med masser af oplevelser i Syndens By.

Navigate