’Pokerchef’ havde kun spillet fem pokerhænder i sit liv

Frank Liltorp er utvivlsomt den mindst erfarne pokerspiller på årets Pokerchef-tur. Til gengæld ved han med sikkerhed, at han har overskud på sit pokerspil.

Det er de færreste pokerspillere forundt at vide med sikkerhed, at de har overskud på deres pokerspil.

Men det er helt sikkert gældende for 61-årige Frank Liltorp, der er en af de 16 deltagere på Danske Spil Pokers årlige tur til Las Vegas.

– Jeg har kun spillet poker om rigtige penge én gang i mit liv. Det var i 2010, hvor jeg sammen med min kone og et vennepar var på rundtur i USA, og hvor vi så også kom forbi Las Vegas i et par dage. Der ville jeg altså prøve at spille poker, så jeg satte mig ned med 300 kroner i et spil på Stratopshere. Fem hænder senere havde jeg 1100, og så stoppede jeg, fortæller en storsmilende Frank Liltorp om sin hidtidige pokerkarriere.

Frank Liltorp er Pokerchef-turens ældste deltager og altså også den mindst erfarne ud i pokerspil. Og måden han kom med på turen er da også lidt speciel.

Frank Liltorp var nemlig den heldige vinder af Danske Spils såkaldte lykkenummer-promotion.

Den fungerer på den måde, at en hulens masse pokerspillere, der er tilmeldt det danske pokersites nyhedsbrev, får tilsendt et link, de skal følge. Her bliver de ledt ind til en hjemmeside, hvor de får tildelt en tilfældig pokerhånd, og hvis den ender med at blive til en Royal Straight Flush, ja så vinder man en plads på Las Vegas-turen.

– Det var en meget speciel oplevelse. Jeg havde dame-ti i spar, og så pludselig kommer der knægt, konge og es i spar på bordet, og så står der: Tillykke – du har vundet en tur til Las Vegas. Så måtte jeg lige have fat på konen og vise hende det, fortæller Frank Liltorp, der i starten var lidt usikker på, om det nu også kunne være rigtigt.

Men den var god nok. Derfor har Frank Liltorp sammen med de øvrige 15 deltagere på årets Pokerchef-tur spankuleret rundt i Las Vegas og hygget sig med poker, god mad og masser af oplevelser.

Det lykkedes desværre ikke for Frank Liltorp at komme i pengene i nogen af de tre turneringer, som Danske Spil købte spillerne ind i.

– I den første turnering gik det sådan set meget godt, men i de sidste to turneringer er jeg kommet til kort. Der har jeg godt kunne mærke, at der er andre, der er dygtigere og har mere erfaring end mig. Men det har været en sjov oplevelse, fortæller den urutinerede Pokerchef, der bestemt også har fået lyst til mere poker.

– Ja, jeg regner da med, at jeg skal hjem og se, om jeg ikke kan få spillet lidt mere, lyder det fra Frank Liltorp, der sammen med resten af Pokerchef-sjakket sætter kursen hjem mod Danmark i aften lokal Vegas-tid.

Artikelfoto: Frank Liltorp i aktion under en Pokerchef-turnering på Bellagio, hvor han ikke var langt fra at ramme pengene 

Navigate