Rasmus Agerskov og Ronaldo lyn-bustede

Turneringshajen Rasmus Agerskov var eneste dansker i aktion på Dag 1A ved EPT Grand Final Main Event. Desværre blev det til et tidligt exit for den tidligere danmarksmester.

286 spillere stillede i går til start, da EPT Grand Finals hovedattraktion, den €5,300 dyre Main Event, blev skudt i gang.

 

Set med danske øjne, var det mest interessante, at Rasmus Agerskov og den levende fodboldlegende Ronaldo Nazario de Lima var en del af feltet. Ingen af de to overlevede dog særlig lang tid.

 

Buttede Ronaldo klarede sig end ikke igennem første level. Efter en skidt start, røg han ultimativt, da han ikke kunne slippe to knægte på et dame højt board. Modstanderen havde et relativt let kald med to par, da Ronaldo gik all in på turn.

 

Rasmus Agerskov skred i svinget kort efter. Den tidligere danmarksmesters startstack var allerede svundet godt ind, da han turnede en straight mod Steven van Zadelhoff og fik skillingerne ind på river. Desværre havde Steven van Zadelhoff fanget nuts med en es høj flush og havde dermed ét af karrierens letteste kald.

 

– Det var sgu ellers ærgerligt. Vi havde lige sådan en hyggelig samtale, lød det fra Steven van Zadelhoff efter han havde sendt Agerskov på porten.

 

I modsætning til Agerskov og Ronaldo, så klarede PokerStars-pro’erne Jake Cody (114,300), Jason Mercier (55,700) og Bertrand ‘ElkY’ Grospellier (29,500) sig alle igennem Dag 1A.

 

Dag 1B skydes i gang klokken 13.00, og hér har vi minimum fem danskere i aktion i form af Lars Clausen, Mark Pedersen, Thomas Højbo Hansen, Mike Andreassen og Tina Andersen.

 

Top 10
1. Roman Verenko 198000
2. Govert Metaal 171200
3. Paolo Compagno 170500
4. Patricio Rojas Parra 167100
5. Pedro Zagalo 153400
6. Thi Xoa Nguyen 148000
7. Jan Bengelmann 138100
8. Anthony Spinella 129400
9. Roman Korenev 125300
10. Marco De Vincenti 124000

Navigate