Rast og Chidwick deler chipleader-titel efter dag 1 ved $100.000-tour

18 mand gik videre fra dag 1 ved Aussie Millions $100.000 Challenge. Brian Rast og Stephen Chidwick sluttede begge med 378.500 chips, og de deler dermed førerpositionen.

Der er highroller-lir for alle pengene i Aussie Millions i disse dage.

Dag 1 ved den gigantiske Aussie Millions $100.000 Challenge på Crown Casino i Melbourne sluttede tidligere i dag.

Gennem dagen blev der lagt 37 entries af 29 unikke spillere. Dermed er der et godt stykke vej op til sidste års 70 entries.

Da turneringslederen kaldte stop for dagen, sad der stadig 18 spillere tilbage ved bordene. Alle de tilbageværende er kæmpe pokerstjerner, så der er ingen bløde spots tilbage.

Brian Rast og Stephen Chidwick sluttede begge dagen i 378.500 chips, hvilket giver dem en delt førsteplads. De er skarpt forfulgt af Connor Drinan og Jeff Rossiter, som indtager de næste pladser. Derudover er folk som Ben Tollerene, Erik Seidel, Martin Jacobson, Fedor Holz, Steve O’Dwyer og Jason Mercier også stadig i live.

Turneringen kan dog få endnu flere spillere, da det er muligt at købe sig ind op til dag 2. Dermed kan Phil Ivey og de andre bustede spillere få endnu en chance. 

Navigate