Store profiler melder sig klar til MPT

Ét af årets helt store højdepunkter på hjemlig jord, Danske Spil Munkebjerg Poker Tour, skydes i gang på torsdag. En række af landets allerstørste tourhajer har overfor Pokernyhederne bekræftet deres ankomst, når det går løs.

Klokken 19.30 i aften spilles der en 1.120 kroner satellit til den kommende uges Danske Spil Munkebjerg Poker Tour, så hvis du kunne tænke dig en billig vej ind i hovedturneringen, så var det måske en idé at droppe ’Bedrag’ på DR1 og i stedet fræse et smut forbi Vejle og tage et slag poker.

 

Casino Munkebjerg har hyret dealere ind fra England og på alle måder gjort klar til en rekord-turnering, hvilket de nok har gjort klogt i, eftersom medarrangørerne fra Danske Spil allerede har sendt flere igennem satellit-sluserne, end i hele perioden frem til sidste års turnering.

 

Spillere, der har kvalificeret sig online, har det med at lokke hajer til, og på det punkt adskiller MPT’en sig ikke fra andre turneringer.

 

Simon Rønnow, Helge Rahbek, Jannick Wrang, Daniel Petersen, Martin B. Hansen, Søren Smith Hansen, Morten Lihn, Simon Ravnsbæk, Mads Smith Hansen og sidste års vinder Morten ’Houbanan’ Jespersen har alle bekræftet overfor Pokernyhederne, at de spiller med, når det går løs på torsdag.

 

-Det er et spændende format. Sidste gang var jeg forhindret, men jeg regner med at spille den her gang, lyder det fra Jannick Wrang.

 

Pokernyhederne har brugt de sidste to uger på at spidse blyanter, og er dermed kampklar til at dække turneringen fra start til slut. Det bliver næsten som at være der selv.

 

Udover i aften, så afvikler Casino Munkebjerg også en satellit til turneringen på onsdag, ligesom det er muligt at kvalle sig på Casino Copenhagen i aften klokken 19.00.

Navigate