Timex’ i sød revanche henter karrierens første Highroller-sejr

For første gang i mere end fire år har en af verdens bedst kendte turneringsspillere vundet en live-turnering.

‘Always a bridesmaid, never a bride’ har det længe lydt i Mike ‘Timex’ McDonalds lettere humoristiske beskrivelse af sig selv på sin Twitter-profil. Og der er en sandhed bag ordene.

Canadieren brød igennem som blot 18-årig, da han i 2008 vandt EPT Dortmund og med et blev mangemillionær i dansk valuta som teenager.

Han fulgte sejren op med en ny i Epic Poker Leagues Main Event til $782.410 i 2011 og har lige siden været det måske mest faste indslag i såvel de største som dyreste live-turneringer rundt omkring i hele verden.

Og her har han gjort det fortrinligt. Men han har faktisk ikke vundet en eneste live-turnering siden han tilbage i 2011 endegyldigt beviste, at han langt fra var noget ‘one hit wonder’.

Passerer Jamie Gold
Det har således været tæt på utallige gange. I 2014 blev han toer ved PCA’en i jagten på at blive den første dobbelte EPT-vinder nogensinde.

Siden er det blevet til intet mindre end syv (!) finaleborde i Super Highroller-turneringer med buy-in på $50.000 eller over, heraf to andenpladser og to tredjepladser. Og så er det blevet til yderligere en tredje- og femteplads i EPT Main Events.

Denne gang lykkedes det så endelig at få den forløsende sejr. McDonald kunne i går lukke og slukke EPT Maltas €25.750 Highroller-turnering efter at have slået den finske profil Juha Helppi heads-up.

For sejren indkasserer McDonald knap €500.000 og runder samlede live-gevinster for $12.400.000.

Han er nu – i en alder af blot 26 – nummer 15 på pokerens All-Time Money-liste, hvor han passerer 2006-verdensmesteren Jamie Gold.

Og Twitter-biografien – den er allerede blevet opdateret:

Resultatet (74 deltagere á €25.750):

1. Mike McDonald €498.575
2. Juha Helppi €354.440
3. Nick Petrangelo €232.065
4. Jason Wheeler €178.580
5. Byron Kaverman €141.415
6. Sam Greenwood €110.590
7. Benjamin Pollak €87.025
8. Sylvain Loosli €67.990
9. Christopher Frank €51.670

Artikelfoto: Neil Stoddart for PokerStars.

Navigate