Tulkaz’ blander sig i top 10 ved PCA Main Event

Jonas ‘Tulkaz’ Klausen var flyvende ved filten til PCA Main Event dag 1B i går, hvor han bankede stakken op i imponerende 130.700 chips, hvilket er nok til en top 10-placering for dagen.

Mens Oliver ‘Hedeberg’ Hede var den eneste danske kortkriger på dag 1A, så var der lidt mere gang i tingene på dag 1B.

Her havde vi Rasmus Agerskov, Morten Varbæk Mortensen, Younas Rønhoff, Bo Sørensen og Jonas ‘Tulkaz’ Klausen på plads ved bordene fra start.

De var en del af de 685 spillere på dag 1B, men da røgen havde lagt sig efter den sidste startdag, så sad kun to danskere tilbage.

Jonas Klausen og Younas Rønhoff gik således videre til dag 2. Mens sidstnævnte har en del arbejde foran sig med blot 18.700 chips, så har Klausen masser chips at skyde med.

Klausen endte dagen i hele 130.700 chips, hvilket giver ham en niendeplads for dagen. Han kunne således ikke helt følge med Alexandr Komarov, som endte som chipleader med 168.200 chips.

Det endelige deltagerantal og præmiepulje er endnu ikke blevet gjort op, da det er muligt at købe sig ind op til starten på dag 2. 

Navigate