Var ikke taget afsted, hvis jeg havde kendt til skattepligten

Helge Rahbek dropper EPT Dublin efter det står klart, at gevinster vundet i Irland er skattepligtige.

EPT Dublin starter som bekendt i dag, men alligevel valgte Helge Rahbek i går at forlade den irske hovedstad.

Her havde den tidligere runner-up ved WPT National København ellers været i tirsdags og blandt andet spillet den rekordstore UKIPT-turnering.

Årsagen til hans hjemrejse skal findes i det faktum, at pokergevinster vundet i Irland er skattepligtige, hvad Helge Rahbek først blev opmærksom på aftenen inden hans udrejse.

– Og der var det lidt sent at lade være med at tage afsted. Jeg havde kvallet mig til UKIPT’en, og havde jeg vundet, havde det også været fint, men jeg havde ikke lyst til at spille flere turneringer, siger Helge Rahbek og opsummerer:

– Havde jeg vidst, at det var skattepligtigt, var jeg ikke taget derover.

Han forklarer, at med en eventuel skattebetaling skal ens ROI (return on investment, red.) være dobbelt så høj, og det gør det mindre profitabelt at spille turneringen.

Ureguleret marked
Normalt kan man antage, at pokergevinster vundet i EU-lande er skattefrie. Men hvorfor gælder det ikke Irland, der også er medlem af EU?

En EPT-official fortalte ifølge Helge Rahbek, at årsagen er, at det irske spillemarked ikke er reguleret af en spillemyndighed ligesom f.eks. i Danmark.

– Det betyder, at enhver idiot kan åbne et casino, bare vedkommende er irsk statsborger, siger Helge Rahbek.

I aftenen står den i stedet på online-grind, og hans næste live-turnering bliver DSMPT på Casino Munkebjerg senere på måneden, hvor der i hvert fald ikke kan være nogen tvivl om, at gevinsterne er skattefrie.

At pokergevinster vundet i Irland er skattepligtige er sågar blevet fastslået ved to retsinstanser i Danmark. Læs et resumé af sagen på SKAT.dk

Navigate