Vildt søndagsridt: Bisgaard vinder Danske Spil-flagskib og WCOOP-avancerer

Søndag var det foreløbige højdepunkt i turneringskarrieren for Anders Bisgaard. Dagen kan endda nå at blive endnu mere profitabel.

Endnu en god dansk søndag er i bogen og hovedrollen tilegner Anders Bisgaard sig.

Bisgaard var i den grad her der og alle vegne. Han startede ud med at hive en søndagssejr i land i en stor $109 turbo-turnering på PokerStars foran 1200 andre spillere til tunge $21.000 under navnet ‘andersbisse’.

Men det var blot optakten. Samtidig var Bisgaard dybt i Danske Spil Pokers store søndagsflagskib, der koster $200 og har $150.000 i garanteret præmiepulje.

Den endte han minsandten også med at vinde til en gevinst på $28.000. Her spiller Bisgaard under navnet ‘Bisseteori’, bekræfter han selv overfor Pokernyhederne.

– På finalebordet havde jeg dobbelt (så mange chips, red.) af nummer to og med fem-seks tilbage havde jeg fem millioner, da nummer to havde halvanden million, så de var ganske låst ICM-mæssigt, fortæller Bisgaard om slutfasen.

Har WCOOP-skud
Alt i alt en søndag med cashes for små $50.000, men det kan blive til mere end det. Bisgaard er, som allerede beskrevet her på siden, videre til dag 2 ved WCOOP-udgaven af Sunday Million, der genoptages senere i dag.

– Så jeg skal have mig en lille lur, lyder det med et smil fra Bisgaard inden han velfortjent kan ramme dynerne.

I WCOOP Event 26 er Bisgaard sikret $1704 og indtager en 161. plads blandt de sidste 256 spillere.

Læs også: Spændende dag i vente: Stor dansk chipleader ved million-WCOOP

Navigate