Wrang ramte finalebord – Panzica vinder Highroller med quads

EPT Dublin var overordnet set ingen dansk succes, men det lykkedes på falderebet Jannick Wrang at ramme et finalebord i en sideturnering. Samuel Panzica vandt i går turneringsseriens sidste Highroller.

European Poker Tours stort anlagte festival i Dublin blev aldrig nogen dansk fest. Først fandt de tilrejsende rød/hvide turneringshajer ud af, at gevinster vundet i Irland er skattepligtige, hvilket satte en stor dæmper på lysten til at købe sin ind i én eller flere turneringer.

 

Sidenhen så bustede Kim Wittendorff i et decideret bad beat i €25.000 Highrolleren, inden alle de som havde kvalificeret sig til Main Event bustede inden pengene.

 

På én af turneringsseriens sidste dage lykkedes det dog at få en lille bitte smule dansk oprejsning, da Jannick Wrang spillede sig på finalebordet i Event 55 (€500 Omaha H/L). Mere end en fjerdeplads kunne det dog ikke blive til, men de medfølgende €2.780 burde i det mindste være nok til at dække flyomkostningerne.

 

Dzmitry Urbanovich vandt i går EPT Main Event, men sideløbende blev der også fundet en vinder i turneringsseriens afsluttende €10.000 Highroller. Hér løb amerikanske Samuel Panzica med sejren, efter et finalebord som blandt andet havde deltagelse af den tidligere verdensmester Ryan Riess og den belgiske troldmand Davidi Kitai.

 

Panzica indgik en heads up-deal med Akin Tuna, og afgørelsen faldt da den tyske tunfisk skød tre tønder på et board, som bragte tre konger. Tuna fangede selv et fuldt hus, da hans knægt-ti ramte en tier på river, men Panzica havde historiens måske letteste kald med konge-fem på hånden.

 

Resultat €10.000 Highroller
1 Samuel Panzica €375,770
2 Akin Tuna €290,000
3 Sergey Lebedev €184,650
4 Emil Patel €150,550
5 Davidi Kitai €120,050
6 Ryan Riess €92,240
7 Timothy Adams €67,120
8 William Arruda €48,630

Navigate